Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Norddjurs Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved at vælge emne og herefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Mit barn vil ikke i skole

Spørgsmål:

Hej Jeg er mor til en dreng på 12 år, som har haft det vanskeligt i skolen det seneste år. Det startede med at han havde ondt i maven og ikke ville i skole. Vi var ikke af den opfattelse, at han havde det dårligt med at gå i skole og det var ikke det han gav udtryk for. Han var ved lægen, der kunne konstatere at han var en sund og rask dreng. Efter et stykke tid fortæller han selv, at han er ked af at gå i skole og får skæld ud hele tiden. Vi har haft samtaler med lærerne, som fortæller at han har svært ved at koncentrerer sig og forstyrre de andre i klassen. Han kan ikke sidde stille på sin plads, og går rundt i klassen for at tale med sine venner på upassende tidspunkter. Han shar svært ved at udtrykke sine følelser og bliver sur og frustreret i stedet for, og nogen gange begynder han at grine, fordi han ikke ved hvad han skal sige eller synes at situationen er anspændt. Han startede på en anden skole efter sommerferien, da vi håbede at det ville gøre alting bedre. Vi blev inden vi valgte at flytte ham fra daværende skole tilbudt at få en PPR til at snakke med vores søn. Vi har fortrudt mange gange at vi ikke tog imod tilbuddet og valgte i stedet at flytte skole. Det går ikke bedre måske endda værre på den nye skole. Vi har overvejet at flytte ham tilbage til den anden skole og håber på at tilbuddet om PPR stadig er gældende. Venlig Hilsen en frustreret og bekymret mor for sin søn.

Svar:

Kære bekymrede mor,
Det er altid bekymrende når børn ikke trives, og som forældre er det rigtig hårdt at være vidne til. I har vurderet på det I så og hørte, og I har handlet relevant ved både at gå til jeres egen læge, at tale med skolen om det og at forsøge med et skoleskift. Nogle gange er det netop det der gør en forskel, men måske ikke for jeres dreng.
Tilbuddet om rådgivning fra Trivsel og Læring (PPR) er altid gældende. Der er to veje at gå, enten kan man som forældre selv indstille sit barn, eller barnet indstilles i samarbejde med skolen. Vi anbefaler at I gør det i samarbejde med skolen. Det skyldes, at vi arbejder på den måde, at vi først og fremmest indhenter oplysninger både fra skole og hjem, for at få et så fyldestgørende billede som muligt. Vi interesserer os for de relationer og sammenhænge som barnet indgår i, og er nysgerrige på hvad der udfordrer, men også hvad der virker, og hvad der måske kan gøres mere af eller ændres på. Nogle gange observerer vi i klassen, taler med barnet selv, eller laver en egentlig psykologisk undersøgelse af barnets styrker og svagheder. I alle tilfælde gør vi det i et tæt samarbejde med jer som forældre og med skolen.
I fht. jeres dreng er det vigtigt at sige, at man selvfølgelig ikke skal være ked af at komme i skole, eller have en oplevelse af at få skæld ud og være forkert. Det er også vigtigt at sige, at der ofte er forskellige oplevelser mellem barn og de voksne af hvad der reelt sker. Vi lytter til barnets oplevelse af det skete, og de følelser det vækker i ham. Der kan være mange grunde til at jeres dreng reagerer i klassen som han gør og uanset hvilken årsag der er, viser han tydeligt, at der er behov for at ændre på noget. Det er derfor en reel bekymring og frustration du har.
Jeg vil anbefale, at I igen drøfter jeres bekymring med skolen, og sammen laver indstilling til Trivsel og Læring (PPR). På baggrund af den vil der blive indkaldt til et netværksmøde, hvor der deltager en medarbejder fra Trivsel og Læring (PPR). På mødet vil det dels være en samtale om hvad der kan være på spil for jeres dreng, og dels aftaler om hvad der kan forsøges, for at få ham i bedre trivsel. Det videre forløb vil også blive aftalt der.
Alternativt kan I som sagt selv lave en indstilling. Endelig kan I kontakte PPR pr. tlf. på 89593022, og derved komme til at tale med en medarbejder tilknyttet den skole jeres barn går på.

Jeg håber, at I finder den gode vej og at jeres dreng kommer tilbage til at være en glad dreng i trivsel og udvikling,

Med venlig hilsen
Karina Sørensen,
Psykolog.

Indsendt:
22-01-2020 16:28